Åben de kirkelige faciliteter for fattige

Der bliver flere og flere fattige i Danmark. Det er et alvorligt problem, for Danmark har også skrevet under på FN’s 17 verdensmål, hvoraf det første hedder, at man vil bekæmpe fattigdom.

– Veredenmålene gælder også i Danmark. Hvorfor oplever vi så, at flere familier i Danmark lever i fattigdom, spurgte korshærschef Helle Christiansen, da Kirkens Korshær lørdag havde indbudt til paneldebat om udsatte familier.

Panelet bestod af Jann Sjursen, formand for Rådet for socialt udsatte, Signe Munk, næstformand i SF og Jonas Jakobsen, leder af Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg. Også Christian Langballe, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, skulle have været i panelet, men han havde sendt afbud.

De tre i panelet var ikke i tvivl om, at fattigdommen er voksende i Danmark.

– Det er dybt godnat, at vi i Danmark ikke kan få en fast grænse for, hvem vi kan kalde fattige. Politikerne har derfor ikke en mulighed for at vise FN, om vi lever op til vedensmålene, sagde Jann Sjursen.

Jonas Jakobsen kunne fortælle om, hvordan Kirkens Korshær i Aalborg i øjeblikket har kontakt til cirka 200 socialt udsatte familier, og antallet stiger.

– Fattigdom er en realitet. Vi møder familier, der ikke har penge til tøj, til børnefødselsdage, til det, der gør et værdigt familieliv. Vi oplever i stigende grad at kommunen henviser familier med nyfødte til os, fordi der ikke er penge til barnevogn og den slags. Heldigvis har vi vore genbrugsbutikker, så vi kan lave en startpakke, men det er faktisk ikke derfor, vi har genbrugsbutikker, sagde Joans Jakobsen.

Alle i panelet var enige om, at kontanthjælpsloftet er en væsentlig grund til voksende fattigdom.

– Kontanthjælpsloftet, der kun har bragt ganske få flere i arbejde, gør at flere og flere børn betaler prisen. Og hvert eneste år, et barn lever i fattigdom, giver mærker resten af livet.

Der var således enighed om, at problemet med fattigdom i høj grad er politisk. Men også andre dele af samfundet kan gøre en indsats. Det gælder blandt andet at erhvervslivet bliver bedre til at tage flere udsatte ind på arbejdspladserne.

– Ude i de mindre samfund, er man nok bedre til at finde plads. Den lokale håndværker, der kender mennesker i deres lokalsamfund, er ofte villig til at finde plads til de, der måske ikke er 100 procent effektive. Det er hensyn, man i de store koncerner har svært ved at tage. Og det er i de store kommuner ofte de store koncerner, der vinder opgaverne, sagde Signe Munk, der ud over at være folketingskandidat også har været byrådspolitiker i Viborg.

Også i kirkerne kan vi blive bedre til at gøre en indsats, mente Jann Sjursen.

– Kirkerne har fantastiske faciliteter at sætte i spil for udsatte. Det kan godt være, at de udsatte måske ikke har været de, der har slidt mest på kirkebænkene, men derfor kan vi da godt indbyde dem til at slide på de andre faciliteter. Udsatte føler sig ofte udskammede, og der kan kirken selvfølgelig også gå ind, for Det er jo kirkens budskab, at vi alle er lige, sagde Jann Sjursen.

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden