Børnene skal selvfølgelig med til Himmelske Dage

Bibellegeland, gadeteater og musik. Himmelske Dage på Heden byder på en lang række aktiviteter for børn og børnefamilier.

Det gælder blandt andet i gården bag Huset No. 7 på Nørregade i Herning, hvor der vil blive lavet et stort bibel-legeland for de mindste og deres forældre. 

Her kommer der en scene med forskellige indslag som børnekor og dukketeater, kreative værksteder – og så et stort område med tivoli-aktiviteter med udgangspunkt i bibelhistorier.

Her kan de små finde dyrene fra Noahs ark, møde David og Goliat ved flødebollemaskinen, finde de forsvundne får i sandkassen og meget andet.

En fælles oplevelse

– Alle aktiviteterne har udgangspunkt i en historie fra biblen, og det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Tina Bøcher, der er sognemedhjælper ved Fonnesbæk og Isenvad Kirke. 

Børnene og deres forældre kan også opleve et fortælletelt, møde figurer fra biblen – og komme til gospelkoncert for og med børn på Torvet i Herning, hvor der også vil være mulighed for en tur i den oppustelige hoppekirke. Alt sammen er gratis og åbent for børn i alle aldre, men forældrene skal også være med. 

– Det er ikke børnepasning, men en masse sjove ting, man oplever sammen som børnefamilie, siger Tina Bøcher. 


Tante Andante fortæller bibelhistorie

Tante Andantes Hus, som KFUM og KFUK driver i Lemvig, er også leverandør af børneaktiviteter til Himmelske Dage på Heden. Huset bygger på en tanke om at udvikle og formidle kultur og undervisning af, med og til børn. I Herning sætter de musik og teater til forskellige bibelhistorier på Torvet – både torsdag, fredag og lørdag. Lørdag kan man også møde Tante Andante og nogle af hendes musikere rundt på gågaden, hvor de vil fortælle skabelseshistorien i børnehøjde.

– Det bliver med bang og huhej og en masse fest. Det bliver med en humoristisk vinkel, så vi laver en masse sjove og skøre ting undervejs, fortæller Elin Knudsen, der er daglig leder af huset i Lemvig – og som selv optræder som Tante Andante.

Aktive børn husker bedre

Men selv om det er sjovt og festligt, ligger der nogle seriøse tanker bag, når Tante Andante optræder. Målgruppen er de mindste – op til 8-10 år – og børnene bliver en del af forestillingen.  

– Vi formidler bibelhistorier på en meget involverende måde, hvor børnene skal være med til udklædning, bevægelse, sange og forskellige lege undervejs. Når man selv er aktiv, husker man nemlig bedre. Vi håber, at de hører bibelhistorie på en ny måde og opdager, at de gamle historier stadig har noget at sige – blandt andet om, at vi ikke er alene, siger Elin Knudsen. 

Fællesskabet mærker børnene også gennem musikken, når Tante Andante optræder. Derfor vil børnene høre en masse sange undervejs. Både nogle nye – og nogle, de kender godt i forvejen og kan synge med på. 

– Når vi fortæller skabelsesberetningen, synger vi blandt andet også om Mariehønen Evigglad – for den har Gud også skabt, fortæller Elin Knudsen. 

 

Få et overblik over aktiviteterne for børn og børnefamilier i programmet for Himmelske Dage på Heden. 

 

af Troels Witter

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden