Danmarks største kirkekaffebord

Efter åbningsgudstjenesten ved Himmelske Dage vil de lokale menigheder stå klar med kaffe og kage til 2000-3000 mennesker

Når man har været i kirke, er det helt naturligt, at menigheden lige drikker en kop kaffe sammen. Sådan skal det selvfølgelig også være efter åbningsgudstjenesten ved Himmelske Dage på Heden.

Når de måske 2000 – 3000 deltagere i åbningsgudstjenesten på Torvet i Herning Kristi Himmelfartsdag synger sidste salme, skulle de gerne have en duft af kaffe i næseborene. For så er der nemlig indbudt til Danmarks største kirkekaffe.

I Herning er seks kvinder i gang med at forberede, hvordan man kan stå klar med kaffe til så mange mennesker.

– Der er mange ting, vi ikke ved endnu, men vi skal nok sørge for, at der er kaffe til alle, siger Annelise Nyholm Nielsen, som er med i gruppen af ”kaffe-damer”.

Der bliver serveret kaffe på cirka 750 meter af Hernings gågade, fortæller Inga Ager, der er en anden i gruppen.

Annelise Nyholm Nielsen og Inga Ager står for kaffebordet ved Himmelske Dage. Foto: Hans Jørgen Hansen

Stående kaffe

– Vi har overvejet, om det skulle være ét langt kaffebord, men vi er endt med, at vi laver otte ”stationer” med borde, hvor der bliver serveret kaffe og kage. Det er primært fordi det skal være steder, hvor bilerne, der kommer man kaffe og kage, kan komme til, men det er også for at få folk til bevæge sig lidt rundt, så de møder så mange mennesker som muligt. Kaffen er jo til for at få folk til at snakke med hinanden, siger Inga Ager.

Der bliver ingen stole, så folk skal gå og stå med deres kaffe og kage. Kagen bliver muffins, og vi kan godt afsløre, at arrangørerne regner med, at hver deltager i kirkekaffen tager to kopper kaffe hver.

Når Himmelske Dage på Heden således kan indbyde alle og enhver til kirkekaffe, er det fordi man har fået foræret nogle penge. Da Himmelske Dage i København i 2016 for længst var overstået, blev arrangementet tildelt Kristeligt Dagblads initiativpris med tilhørende 25.000 kroner. Arrangementet var afviklet, og regningerne betalt, så Styrelsen for Danske Kirkedage, der allerede ved Himmelske Dage i København havde haft drømmen om kæmpe kirkekaffe, sendte prisen videre til Himmelske Dage på Heden i 2019 med opfordring til at indbyde alle til kirkekaffe.

Det er altså ikke økonomien, der sætter de største begrænsninger for gruppen, der planlægger Danmarks største kirkekaffe i Herning.

– Næh, det skal nok gå. Og så kan vi heller ikke fornægte, at vi jo er jyder her fra Herning, så vi vil jo godt have mest muligt ud af pengene, siger Annelise Nyholm Nielsen.

Lokale menighedsråd hjælper

Derfor beder gruppen om hjælp fra alle menighedsråd i de tre provstier, der står som værter for Himmelske Dage.

– Vi beder menighedsrådene engagere lokale kirkelige foreninger og andre frivillige i at lave muffins og kaffe. Rent praktisk bliver det nok de nærmeste her i og omkring Herning, der skal lave kaffen og menighederne længere væk, der skal bage kagerne. Og det kan jo ikke rage så vidt, at få nogle frivillige til at bage nogle hundrede muffins, siger Inga Ager, der bliver suppleret af Annelise Nyholm:

– Vi forsøger jo også at skaffe gode rabatter hos leverandører. Det ser ud til, at jeg er ved få nogle rimeligt gode rabatter på kopperne. Det skal jo være bæredygtige papkrus. Men derfor kan vi jo godt få dem lidt billigt.

Men det skal naturligvis ikke gå ud over kvaliteten

– Selv det måske bliver 100 forskellige mennesker, der kommer til at bage muffins, så skal de gerne lave nogenlunde ens kager. Vi laver tre opskrifter med angivelser at mængder til at bage så og så mange, og så forventer vi, at man ude i sognene bruger de opskrifter, siger Annelise Nyholm.

Så er der lige det der med vejret, når nu kaffen bliver serveret udendørs.

– Det kan vi nok ikke planlægge helt i detaljer. Men vi har på vores inspektionsture ned gennem gågaden set, at der omkring de planlagte otte stationer er forskellige former for overdækning ved butikkerne. Det skal vi også nok klare, hvis det skulle dryppe lidt, siger Inga Ager.

– Kaffe og kage vil man kunne få på Bredgade og Østergade fra Nørregade til Jyllandsgade lige så snart åbningsgudstjenesten er slut og så længe folk gider. Men de skal selvfølgelig også videre til nogle af de arrangementer og aktiviteter, der er i hele byen, siger Annelise Nyholm.

 

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden