Lyden af gospel i leverpostejland

Havde man for 30 år siden sagt, at man kunne få en ægte gospel-oplevelse i Danmark, havde folk rystet på hovedet. I dag har piben fået en anden lyd. Sorte tangenter spiller nu sammen med hvide. Gospel har invaderet kirker og forsamlingshuse i leverpostejens hjemland – og det lyder godt!
En af pionererne er Hans Christian Jochimsen, som hver uge samler 1000 gospelsangere fordelt på to kor i København.
– Jeg elsker at undervise gospelkor. At se den glæde som mennesker oplever, når de synger gospel, er virkelig motiverende, siger Jochimsen.

Han fik en udfordring i forbindelse med Det Himmelske Show i Jyske Bank Boxen den 1. juni:
-Jeg blev inviteret til at være med til at fylde Boxen med gospel, og da der jo er god plads, syntes jeg, at det ville være sjovt at lave Danmarks største gospelkor, fortæller Hans Christian Jochimsen.

Firedobbelt grammy vinder

Han har inviteret en af sine mange musikalske venner Hezekiah Walker fra New York, firedobbelt Grammy-vinder. Walker er vokset op med den sorte musik:
– Når min mor fik løn hver fredag, købte hun gospel-plader og tog dem med hjem, og jeg kunne ikke vente med at høre dem. En dag sagde jeg til mig selv: “Jeg vil synge!”, fortæller Hezekiah Walker.Han vil gerne give mennesker en tro på, at alting bliver bedre – et budskab han turnerer verden rundt for at viderebringe:
– Gospelmusikken når hele mennesket. Den gør godt for hjerte og sjæl, siger han.

1. juni fylder dem sort-hvide gospel-alliance godt op i Jyske Bank Boxen. De 1000-1500 sangere kommer til at danne en overbevisende lydkulisse sammen med Herning Kirkes drengekor og Midtvest Pigekor og talentshow vinder Joanita Zachariassen – samt stjerner fra Verdensballetten, der svæver hen over scenen. Blot for at nævne nogle af elementerne.
– Det bliver et overflødighedshorn af musikalske og visuelle indtryk, som møder publikum. Showet er sat sammen af så mange forskellige elementer, at man ikke kommer til at kede sig, lover Hans Christian Jochimsen.

Af Allan Høyer

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden