Skibsreder skiftede kurs efter tre hjertestop

Efter tre hjertestop erkendte den 43-årige succesfulde skibsreder Lars Juhl, at han havde ødelagt sit liv. Han skiftede kurs. I dag hjælper han andre med at finde balancen i deres liv.

Lars Juhl var skibsreder. Han havde sit eget rederi med afdelinger rundt om i verden. Adskillige timer på arbejdet hver dag og mange rejsedage gennem året. Kun lidt hjemme hos sin daværende hustru og de fire yngre børn. 

Lars Juhl lignede en succes. I hvert fald når man så på milliardomsætningen i firmaet og antallet af dyre biler i garagen. Det kørte derudad. Endda i overhalingsbanen. 

Tre hjertestop på to dage

En eftermiddag i 2011 gik det galt. Han faldt om med hjertestop i hjemmet med sin daværende hustru og børnene som tilskuere. Det lykkedes for ekskonen at genoplive sin mand. Hurtig indlæggelse på hospitalet. Men inden for bare to dage blev Lars Juhl indhentet af endnu to hjertestop.  

– Efter nummer to hjertestop skrev jeg en lille historie om, hvad familien ville sige, hvis de var samlet om min kiste, husker Lars Juhl. 

-Ville min kone sige om mig, at jeg var en god og omsorgsfuld far til fire glade børn?  Ville hun kalde mig for sin elsker, sin kæreste, sin ægtemand og sit livs store kærlighed? Eller ville hun afsløre sandheden om, at jeg ikke havde været en nærværende ægtemand? Og at jeg som far havde brugt alt for lidt tid sammen med mine børn?    

Lars Juhl nåede til en barsk konklusion:

-Jeg har fucket mit liv op, tænkte han. Det kan godt være, at jeg har troet, at familien har været det vigtigste for mig. Det passer bare ikke. For det er successen på arbejdet, der har betydet mest. Og det er andres anerkendelse af mine resultater, jeg er gået efter, ræsonnerede han.

Slipper rorpinden

Denne erkendelse blev skelsættende for Lars Juhl. Og efter et retræteophold og rigelig refleksion på et kloster slap han rorpinden som skibsreder og skiftede kurs. 

Han vendte op og ned på sine værdier og prioriteringer. Arbejdet var vigtigt. Men det at være til stede og nærværende i familien var endnu vigtigere. Tid med vennerne var værdifuld. Eller bare et smut ud i naturen.

Balance i livet

I dag arbejder Lars Juhl som ledelsescoach i eget regie i Bounce Development. Her inspirerer han ledere til at tænke over, hvordan de skal finde balancen mellem arbejde og fritid.

-I mit liv har jeg et kald, hvor jeg ønsker at hjælpe andre med at finde balance i livet. Jeg vil gerne, at folk stopper op og stiller spørgsmålet om, hvorfor de er her. At den enkelte skaber rum til refleksion over sit liv og sine værdier, siger Lars Juhl. 

I missionen om at hjælpe andre med at genoprette balancen i deres liv skriver Lars Juhl artikler og bøger om emnet. Han holder foredrag. Og i april 2018 fik han 10 minutter på scenen i Bella Centeret, hvor han talte om balance i livet. Det skete foran 3000 virksomhedsledere – og foran manden, de alle var mødt frem for at lytte til: ekspræsident Bill Clinton.

I dag er Lars Juhl en taknemmelig mand – ikke mindst fordi han har overlevet tre hjertestop. 

Jesus under huden

Han fortæller, at han hver aften, inden han sover, beder Gud om sindsro og visdom. 

-Jeg vil ikke være en skabskristen. Jeg vil have modet til at sige, at jeg tror på Gud. Jeg har fået lavet en tatovering. Den er en tro kopi af Kristusfiguren, der står højt hævet over Rio de Janeiro i Brasilien. Så med min tatovering har jeg faktisk fået Jesus ind under huden, slutter han. 

Du kan møde Lars Juhl til Det Himmelske Show i Jyske Bank Boxen den 1. juni.

Af Brian Duus Nørgaard

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden