Vi er noget værd

Kirkens Korshærs gadegudstjeneste på Torvet i Herning bød på popmusik og klare budskaber.

På Torvet i Herning standser folk op til tonerne af Kims Larsens sang ”Langebro”.  Kirkens Korshær holder gadegudstjeneste, og ”Korshærens Genbrugsband” – eller bare ”KGB band” sætter gudstjenesten i gang. 

Korshærspræst Peder Thyssen prædiker over fortællingen om dengang Jesus og disciplene var ude at sejle på en sø og kom ud for et stormvejr. Jesus sov, men disciplene gik i panik og vækkede ham. Jesus åbnede øjnene og sagde, at der ikke var noget at være bange for, og så befalede han stormen at lægge sig. 

”Panikken og katastroferne kommer også i vores liv, og I Kirkens Korshær har vi plads til alle os, der lever på kanten af katastrofen hele tiden,” sagde Peder Thyssen, og fortsatte:  

”Katastrofen er aldrig større, end at Gud er hos os. Og hvad er det, Gud gør, når han siger, at der ikke er noget at være bange for? Han fortæller os, at vi er elsket. Vi går ikke under, og vi er noget værd for Gud og for hinanden. Det er frelse. ” 

Korshærens budskab

Peder Thyssen vælger ved gadegudstjenester at prædike over en af de beretninger, som folk kender, og hvor det er let at trække Korshærens budskab ud. 

”Korshærens budskab er, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Vi er alle elsket af Gud. Lige meget hvem vi er, og lige meget hvordan vi er. Ved en gadegudstjeneste skal prædiken være enkel og umiddelbart forståelig, ” siger han.

Et tilbud blandt mange

Peder Thyssen hører hjemme i Odense, hvor han som gadepræst holder 8-10 gadegudstjenester om året i gågaden. 

”På gaden er du bare et tilbud blandt mange andre. Skobutikkerne og tøjforretningerne lokker også, så det gælder om at fange folk. Den udfordring kan jeg godt lide,” smiler han. 

Peder Thyssen holder således liv i Kirkens Korshærs gamle tradition med at holde gudstjeneste på gaden, og det har han gjort i de sidste 16 år. 

”Vi gør det for at fortælle, at kirken lever også i hverdagen – ikke kun som søndagen. Vi er der, hvor mennesker er, og vi har også et budskab ind i hverdagslivet, siger Peder Thyssen. ”

På torvet i Herning spiller bandet ”Let it be”, og deltagerne i gudstjenesten synger med efter bedste evne. Der er kirkekaffe og småkager, og man går fra torvet med en god fornemmelse i maven. Ved Kirkens Korshærs gadegudstjeneste På Himmelske Dage i Herning fik vi budskabet serveret krystalklart. ”Du er elsket”. Det er ikke så tosset en melding sådan en fredag eftermiddag i solskin.   

Fakta:

Læs om Kirkens Korshær 

Læs om KGB band

Læs om gadekirken i Odense og gadepræsten Peder Thyssen 

Følg os

Følg os og få sidste nyt, indblik i forberedelserne og masser af liveopdateringer under arrangementet på:

Kontakt

Anne Mie Skak Johanson
Sekretær for Himmelske dage på Heden

Mobil: +45 61223560 
Mail: info@himmelskedage.dk

www.danskekirkedage.dk

Nyhedsbrev

Copyright © 2018 Himmelske dage på Heden